Henrik Brandt

7

Vi måste prata om Kevin

We Need to Talk About Kevin er en coming-of-age film lige efter min smag. Her er der ikke noget med hyggelige sommerforelskelser eller uskyldige teenageoprør – nej, her får vi en opvæksthistorie fortalt som et rødglødende mareridt, hvor hvert eneste billede sitrer af undertrykt rædsel. Lynne Ramsay har skabt en film, der på én gang er brutal, smuk og fuldstændig vanvittig i sin kompromisløse stil. Tilda Swinton leverer en præstation, der næsten er for god til filmen selv – hun emmer af rædsel, skyld og en håbløshed, der gør, at man næsten glemmer at trække vejret. Ezra Miller er på sin side den perfekte manifestation af ren ondskab (eller er han?). Og så er der John C. Reilly, der er perfekt castet som den naive og evigt optimistiske far – en rolle, hvor hans naturlige varme og jovialitet gør hans manglende forståelse af situationens alvor endnu mere absurd og underholdende.
Ligesom i Beau is Afraid bliver vi kastet ud i en forvrænget, subjektiv virkelighed, hvor intet føles sikkert, og ligesom i Dogtooth bliver vi tvunget til at svæve i en tilstand mellem grotesk absurditet og psykologisk realisme. Men hvor Aster og Lanthimos ofte arbejder med en form for stiliseret subtilitet, går Ramsay fuldstændig all in på det visuelle – hun forklarer ikke, hun hamrer stemninger ind i dit hoved med symbolik så tyk, at du næsten kan skære i den.
Selvom man får brudstykker undervejs der klargør hvor det hele ender, blev jeg alligevel draget af filmens æstetiske rædsel og poetiske gru. Det er en film, der suger én ind i sin klaustrofobiske, ubehagelige atmosfære og holder fast i én med en absurd, hypnotisk fascination.