Henrik Brandt

5

Final Destination 5

Så er vi ved film nummer fem i rækken, og på en eller anden måde føles det, som om serien giver helt frit og bygger videre på 4'erns brutaliteter og det virker - for det meste. Fra første scene mærker man, at den her film har tænkt sig at presse citronen. Åbningssekvensen med brokollapset er et af de mere vellykkede scenarier, fordi det rammer noget helt basalt i os. Hvem har ikke siddet i bilen på en bro og tænkt, "hvad hvis den her skodkonstruktion bare giver efter?" Og det fortsætter ved tanlægen. Det er ikke længere bare spektakulært, det er ubehageligt genkendeligt. De ved præcis, hvor vi er allermest sårbare, og så flår de os igennem det med et sadistisk smil. Effekterne er ikke ligefrem topklasse. Selv for en film fra start 10’erne ser mange effekter ikke for godt ud. Man kunne godt have håbet på lidt mere polering, særligt når franchisen ellers prøver at steppe op på stort set alle andre fronter. Men det er også her, man må erkende, at alt udenom dødsfaldene er støj. Skuespillet er forglemmeligt, karaktererne er paphoveder med navne, og selve handlingen er... tja, en undskyldning for at række os endnu en omgang død i slowmotion. Og det er fair nok – vi ved godt, hvorfor vi ser Final Destination på det her tidspunkt i serien. Vi er her for at se brutale dødsfald og det embracer filmen.