Lists
Triangle of Sadness er en film, der balancerer mellem det groteske og det satiriske, og dens dystre absurditet er uden tvivl dens største styrke. Især scenen, hvor passagererne på luksusyachten sidder i restauranten, mens alt bryder sammen i en tsunami af opkast og kaos, står som filmens ubestridte højdepunkt. Det er her, Triangle of Sadness virkelig excellerer – en rå, ubehageligt morsom og skarpt observeret sekvens, der føles som en perfekt sammenkogt essens af filmens tematikker. Desværre lider filmen af et enormt tempo- og længdeproblem. Med sine næsten to en halv time bliver den en udmattende oplevelse, hvor pointerne gentages og enkelte scener trækker alt for længe ud.
Samtidig lider Triangle of Sadness af en selvbevidsthed, der bliver en hæmsko. Den tror, den er mere rammende, forstyrrende og intellektuelt provokerende, end den egentlig er. Satiren over rigdom, magt og skønhed er effektiv i glimt, men ofte føles den også lidt for åbenlys og selvtilfreds. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at filmen vil chokere og overraske, men ender med at slå sig selv lidt for hårdt på ryggen.